H.C. Andersen på Amalfikysten
Det er ikke bare i dag, at Amalfikysten er et eftertragtet rejsemål for danske rejsende, der har opdaget kystens rustikke og unikke skønhed, dens milde klima, og dens kulturelle og historiske uudtømmelighed.
Også store danske kunstnere har gennem historien været draget af områdets hemmelighedsfulde skatte og særlige atmosfære, herunder Karen Blixen, P.S. Krøyer – og H. C. Andersen. Ja, faktisk bidrog Andersens smukke og medrivende litterære beskrivelser af området til, at det i årene efter hans besøg blev genstand for et voksende antal besøgende.
På dannelsesrejse til Italien
Der var engang - og dette gjaldt navnligt i midten af 1800-tallet - hvor dannelse var mindst ligeså vigtigt som uddannelse; ihvertfald blandt samfundets kunstneriske og videnskabelige elite. For denne gruppe gjaldt det, at man kunne være nok så uddannet, men hvis man ikke havde nogen dannelse, så havde man ikke i egentlig forstand noget at bruge denne uddannelse til. Dannelse gav en horisontlinje at pejle efter - og en rygrad. Uden denne horisontlinje og uden denne rygrad var man i åndelig, kunstnerisk og menneskelig forstand et fnug for vinden.
Til denne dannelse hørte en vis kosmopolitisk lærdom: At kunne tale forskellige sprog og at kende til forskellige lande og kulturer. Fundamentet blev som regel lagt med en basal indsigt i de antikke sprog og kulturkredse: latinsk, græsk og hebræisk. Men det rakte ikke med den bagudrækkende horisontlinje. Den dannede måtte også kende til sin nutid; til sin egen tids luner og tildragelser. Og navnlig måtte den dannede rejse i de lande, hvor de antikke kulturer kunne studeres på nærmeste hold. Det var blandt andet i dette perspektiv, at Andersen besøgte Amalfikysten i den første del af året 1834. Men faktisk begyndte hans Italiensrejse lang tid før.
Kongen som mæcen
I dag er det almindeligvis kun uddannelser, der finansieres, men på Andersens tidspunkt kunne kunstnere, der faldt i monarkens nåde, blive dannet for rigets midler. Hvis der vel at mærke kom noget stort kunst ud af miseren.
Sidst i april 1833 faldt Andersen i en sådan royal nåde, og med et stipendie, som gjaldt for to år pakket ned i kufferten, drog Andersen mod Italien. Andersen rejste dog ikke direkte til Italien, men drog først ned gennem Tyskland og gjorde holdt i Frankrig i længere tid. Først efter at have tilbragt lidt mere end tre måneder i Paris, hvor han mødte blandt andre Victor Hugo og Heinrich Heine, og efter at have passeret gennem flere italienske byer, herunder Pisa, Milano og Firenze, ankom Andersen et halvt år senere til Rom.
På opdagelse i Rom
Andersen tilbringer små fire måneder i Rom, og bliver hurtigt en del af den berømte danskerkoloni i byen, hvor han stifter venskaber med billedhuggeren Thorvaldsen og digteren Ludvig Bødker.
Mens han befinder sig i Rom, påbegynder han også sin roman Improvisatoren, hænger ud på Cafe Greco (hvor han læser avis og samtaler med andre kunstnere), og går hyppige inspirationsture til områderne omkring Forum Romanum og Colosseum.
Han bliver også ven med den danske digter og dramatiker Henrik Hertz, som ellers havde kritiseret Andersen stærkt, og blandt andet kaldt ham for "hellige Andersen" i sine Gjengangerbreve.
Men Andersen, der af sin eftertid ofte er blevet beskyldt for at være neurotisk anlagt, var ikke neurotisk nok til at blive hængende i dén smålige kritik, og Hertz blev nu Andersens ledsager, da han i midten af februar 1834 forlod Rom og bevægede sig sydpå, mod Napoli og Amalfikysten.
Her kan du læse om Rom og arkitekturen.
På vej sydpå
Vi kan følge dele af Andersen rejse sydpå i hans selvbiografi, "Mit livs Eventyr", som han afsluttede på sin 50 års fødselsdag, d. 2. april 1855.
I kapitel seks beskriver han, hvordan han og Hertz i "dejligt Forårsvejr" krydser Albanerbjergene, og når frem til byen Terracina, syd for Rom, der straks forfører Andersen med bugnende appelsiner, smukke palmetræer, indisk figen, citron- og pomerantstræer og Ciceros sagnomspudne Villa i Mola di Gaeta. Forførelsen er så intens og stærk, at Andersen bliver et helt døgn i byen, inden han med Hertz rejser videre sydpå.
Her kan du se alle vores rejser til Italien.
Vesuv i udbrud
Da de efter fire dages rejse fra Rom ankommer til Napoli, er vulkanen Vesuv gået i udbrud, og sender ifølge Andersen "lange ildrødder" ned ad vulkanens flanker.
Sammen med Hertz og andre nordboere stiger Andersen op mod vulkanen for at betragte eruptionen, og bevæger sig på vejen op mellem forladte vinhaver, afsondrede bygninger og "sivagtige vækster".
På et tidspunkt når gruppen til en eremithytte, hvorfra de bevæger sig videre op ad bjerget i "dyb aske". Andersen, der af eftertiden ofte har måttet høre for sit uophørlige hypokonderi, fremviser her en frygtløshed, der giver ny næring til sætningen: Han var bange i det små, men frygtløs i det store.
Under hele opstigningen til vulkanen er Andersen således i begejstret humør, ja i selvbiografien beskriver han ligefrem sit humør som "lyksageligt", og under turen op mod vulkanen underholder Andersen sig med sang og viser. Han er også den første til at nå krateret, og derfra kunne betragte den "kulsorte røg" og de glødende sten, der slynges op af dens dyb. Ved hver udbrud fra vulkanen mærker Andersen og hans ledsagere, hvordan bjerget ryster under dem, og ser, hvordan månen bliver usynlig bag en sky af røg.
I det næste stykke tid forsøger Andersen og hans ledsagere at følge lavestrømmens løb ned ad bjerget og ud mod havet. De bevæger sig lydløst hen over en størknet skorpe af lava, der stadig er så varm, at den går gennem Andersens skosåler. Under skorpen øjner Andersen et endnu brændende "ilddynd", der kan tage livet af ham og hans ledsagere, hvis de styrter gennem skorpen.
Det er dog tilsyneladende ikke noget, der skræmmer Andersen, der frydefuldt betragter de glødende lavmasser, indtil varmen under fødderne bliver for stærk, og Andersens og hans ledsagere modstræbende må begynde nedfarten.
Selve nedfarten overstås øvrigt på ti minutter, ifølge Andersen, og er tilsyneladende ligeså lystfyldt og spændende som turen op; Andersen flyver afsted, mens han euforisk beskriver lavaen som "kolossale stjerner", og kalder hele nedfarten for en "lystig falden igennem luften".
Andersen, der siden - på ikke helt retfærdig vis - er blevet kendt for at kunne få en øm tand til at fylde en hel dagbogsside, er her tydeligvis i sit helt rette element overfor naturens gådefulde, farlige og spektakulære rasen.
Er du interesseret i at gå i H.C. Andersens fodspor? Læs mere om rejsen Vesuvs arkæologiske skygge.
Herculanum, Pompeji og pigen i Pæstum
På sin vej mod Amalfi besøger Andersen også Herculanum, Pæstum og Pompeji.
Men typisk for Andersen, der hele livet var optaget af de små menneskers kår, og dét i den mest konkrete og bogstavelige betydning af ordet, er det ikke fortidsbyernes arkæologiske fortræffeligheder og skønhed, der optager ham i selvbiografien, men en fattig, blind piges.
Pigen, der er "næsten barn endnu", og som sidder på trinene til et tempel med blå violer i sit kulsorte hår, berører Andersen så dybt, at han beskriver hende som en "åbenbarelse fra skønhedsverdenen" og en "levende gjort billedstøtte".
Til sin beklagelse har Andersen ingen penge at give pigen, men må nøjes med ærbødigt at beskue hende, som var hun selve gudinden for det tempel, ved hvis indgang hun sidder.
Amalfi, Capri og Napoli
Da Andersen endelig når frem til Amalfi og Capri, er det blevet marts måned. Vejret er - ifølge Andersen - som en smuk sommerdag i Norden.
I båd sejler Andersen fra Salerno til Capri og Amalfi. På Capri besøger Andersen Den blå Grotte, som var blevet opdaget få år forinden, men som allerede på Andersens tid gav anledning til rejser fra nær og fjern.
Efter Andersens beskrivelser af grotten i romanen Improvisatoren, som han påbegyndte i Rom, blev den i årene efter endnu mere besøgt.
Andersen kommer selv ind på sin skribentmæssige pionerrolle på Amalfikysten, idet han i selvbiografien gør opmærksom på, at han er én af de første til at beskrive grotten, der på det tidspunkt af de lokale italienere bliver kaldt heksehullet.
Efter Capri og Amalfi vender Andersen tilbage til Napoli, hvor han oplever en åbenbaring i "toneverdenen", som han kalder den.
Åbenbaringen er en række opera-forestillinger med den legendariske operasangerinde Maria Malibran, der for sin eftertid er blevet kendt som én af 1800-tallets største operasangerinder, for sin dramatiske intensitet og for sin alt for tidlige død som 28-årig.
Opera-forestillingerne begejstrer den kunstnerisk særdeles lydhøre Andersen og får ham til både at græde og le.
Den tyvende marts er hele eventyret dog slut. Andersen vil tilbage til Rom for at opleve påskefesten, og vender snuden nordpå.
Hans beskrivelser af Amalfikysten og områderne omkring kysten i romanen "Improvisatoren" vidner dog om, at rejsen til Amalfikysten satte et uudsletteligt og smukt indtryk på hans følsomme og lidenskabelige kunstnersind.
Oplev Rom, Sorrento og Amalfikysten med Kulturrejser Europa
Vi har flere rejser til de steder i Italien, hvor H.C. Andersen rejste rundt.
Her kan du se alle vores rejser til Italien.
Her kan du læse vores blogindlæg Vejret på Amalfikysten i Italien.
