Skip to main content

Kroatien - en personlig kærlighedshistorie

Kære Kroatien...

Lad Tina Hansen, vores erfarne rejseleder, tage dig med på en rejse gennem Kroatien, som hun beskriver med kærlighed og indlevelse. Med et skarpt øje for både kulturarv og naturskønhed deler hun sine personlige oplevelser og indsigter om dette vidunderlige land. Læs med og forstå, hvorfor Kroatien har fanget hendes hjerte. Billederne er Tinas egne.

Måske er der mange, der har det, som jeg havde det, da jeg første gang skulle til Kroatien. For hvad er Kroatien lige for en størrelse? Min første tanke var, at det tidligere var en del af det opløste Jugoslavien og involveret i Balkankrigen, som føltes som uendelig længe siden, men faktisk var i 1990'erne.

Når jeg spurgte lidt omkring, sagde alle, at der var "SÅ smukt i Kroatien." Jeg lod mig ikke sådan imponere af deres ord, for jeg er så privilegeret at have rejst i mange smukke og betagende lande. Det skulle dog vise sig, at jeg overgav mig og tabte mit hjerte til smukke Kroatien.

Rejs med os til Kroatiens smukke kyst


Billede: Adriaterhavets klare vand kalder på en dukkert.

For blot et par timers flyvning fra København ligger et fantastisk land, formet som en boomerang, ud til det uendelige blå og klare Adriaterhav, som på Kroatiens side i øvrigt er noget af Europas reneste badevand. Mon ikke italienerne til tider er lidt misundelige over det? De søger i hvert fald i stor stil over til Kroatien om sommeren, og det kræver vist noget særligt.

Kroatien er for mig blevet en kærlighedshistorie til et land med en fascinerende historie, der stadig afspejles i dets kultur. Her finder du imponerende og velbevarede romerske, venetianske og østrigske bygningsværker, for nu bare at nævne et par af de nationer, som før mig fik øjnene op for Kroatien.


Billeder: Dubrovniks smalle gader og udsigt fra bymuren.

Magt, ambitioner og store armbevægelser har været væsentlige faktorer for deres interesse i området, men mere basale livsnyderelementer som vin, fisk og olivenolie har altid kunnet tiltrække folk, både dengang som nu. Og det er i høj grad noget af det, man skal nyde under et besøg i Kroatien. Senere er lækkerier som ost i verdensklasse og Pršut (skinke) kommet til, og ja, selv gode øl.

Det kroatiske køkken er i stil med arkitekturen præget af de mange forskellige herskere; fælles for begge er dog, at inspirationen fra det italienske er dominerende. Så, med andre ord; der venter en masse lækkerier for ganen. Hvem sætter ikke pris på et enkelt måltid lavet på gode råvarer?


Billeder: Charmerende Markaska i solnedgang.

Den italienske indflydelse kan stadig findes i dialekter på visse øer, som indeholder mange italienske gloser, hvilket ikke er så mærkeligt for et land, der i mere end 800 år var under romersk eller venetiansk herredømme.

Spørger man en af de godt 4 millioner kroater, hvordan man bedst oplever Kroatien, vil mange sige "fra vandet." Med godt 1200 øer og skær er det selvfølgelig ikke helt forkert. At opleve landet fra vandet er betagende med de dramatiske kalkstensbjerge, som stolt rejser sig langs kysten og på øerne.

Udover bjergene finder man små eller større bebyggelser med charmerende huse bygget i lyse kalksten med røde tage. Men man behøver nu ikke være søstærk for at opleve al den kultur og arkitektur, landet har at byde på.


Billeder: Udsigt fra Biokovo skywalk - en utrolig oplevelse!

Oprindeligt byggede man godt beskyttede byer inde i landet, men i middelalderen opførte man de karakteristiske befæstede byer langs kysten, som stadig dominerer landskabet i dag. Det smukke visuelle indtryk krydres med den altid skiftende blå farve på havet, de grønne nåletræer og de skønne fuchsia bougainvillea.

Og jo længere sydpå man kommer, dukker små vinmarker op på de stejle bjerge. Her skal man ikke lide af højdeskræk, hvis man vil være vinbonde.


Billede: Opdyrket land med blandt andet frugtplantager nær Dubrovnik.

Når man besøger øer og kystbyer, er det som at træde tilbage i historien. Hvis de gamle mure kunne tale, kunne man sikkert blive tryllebundet af fortællingerne. Der hviler noget helt særligt over livet ved havet. Livet leves langsomt mange steder, og begrebet livsnyder sniger sig igen og igen ind på en. De har endda nogle helt specielle ord for det, bl.a. 'Pomalo', som betyder noget i stil med 'der er altid i morgen.'


Billede: Kroatiens gode køkken / Mulepose med påtrykte kroatiske ord, der beskriver områdets tilbagelænede livsstil.

Der skal være tid til at ordne "verdenssituationen" over en kop kaffe, og selvom det er espresso, der dominerer deres kaffekultur, og det jo er en ganske lille kop, kan man sidde i timer over den. I solen forår og efterår, og i skyggen om sommeren. Og det er en disciplin, de mestrer til perfektion, fristes man næsten til at sige. Men med det klima, som de har i Dalmatien, der præges af en mild vinter omkring de 10 grader og et lunt forår og efterår samt varme somre, ville det jo næsten være uhøfligt ikke at overgive sig til at være livsnyder.


Billeder: God kaffe findes alle steder / Betagnde udsigt fra Marjan Hill over Split.

Den kroatiske befolkning er altid klar til at hjælpe, uanset om man færdes til lands eller til vands. Vidste du, at Europas første offentlige teater blev åbnet på en ø i Kroatien? Eller at Dubrovniks officielle måleenhed i middelalderen var afstanden fra albue til fingerspids på en soldat? Og hvad gør man med gamle middelalder tårne – river dem ned eller indretter en cocktailbar på toppen? Kreativiteten er bestemt til stede.


Billede: Udsigt fra øen Hvar.

Kroatien har så uendeligt meget at byde på, og man bliver aldrig rigtig færdig med det land. Om det så er de skønne oplevelser på landjorden eller driverlivet på havet. En ting er sikkert: Er man glad for vand, vil man savne de kroatiske badeture, når den danske vinter sætter ind. Og vinen... ja, den kan man faktisk også komme til at savne.


Billede: Den berømte bro, Stari Most, i byen Mostar i Bosnien-Hercegovina. Et populært udflugtsmål fra Kroatien.

Der er mange fortællinger at tage med sig hjem i kufferten efter et besøg i Kroatien. Afskeden for mig er altid forbundet med vemod, men jeg ved, at Kroatien igen vil trække på mig, så det er jo kun et 'på gensyn.' Kære Kroatien, vi ses snart igen!

Se alle rejser til Kroatien med Kulturrejser Europa

Mandag - fredag: kl. 10:00 - 15:00
Lør-Søn/helligdage: Lukket