Skip to main content
Spektakulær udsigt på Amalfikysten
Den smukke Amalfikyst
Vandringer på Amalfikysten Italien med skønne udsigter
Et af Amalfikystens mange spektakulære udsigtpunkter
Panoramaudsigt fra Gudernes sti på Amalfikysten
Scala, Atrani, Ravello & Amalfi - Vandringer på Amalfikysten
Panoramisk udsigt fra Villa Cimbrone i Ravello og vandring i Mølledalen
Idylliske Ravello betager enhver med de smukke udsigter og blomster belagte stræder

Vandreferie på Amalfikysten

Amalfikysten er mange ting – men det er især et paradis for alle dem, der holder af udfordrende vandringer og overvældende natur. På denne rejse tilbyder vi både italienske specialiteter, et charmerende hotel, 100 % garanti for en fabelagtig smuk natur på dine vandreture på Amalfikysten – og muligvis også lidt ømme fødder, for når du først kommer i gang med vandring omkring kysten her, så er det svært at stoppe igen.

De kulinariske vandringer er blevet en succes udover det sædvanlige. Denne vandretur på Amalfikysten appellerer til alle, der er glad for en aktiv ferie med sved på panden i en suveræn dejlig natur og krydret med kulinariske oplevelser på gode lokale restauranter. Vores faste base og udgangspunkt for vores vandreture ligger i bjergbyen Ravello 350 m over havet. Byen er især kendt for sine klassiske koncerter, imponerende paladser og spektakulære udsigter.

Her kan du læse mere om Amalfikysten

Derfor skal du tage med os på vandreferie på Amalfikysten:

  • Vi har solid erfaring og er eksperter på Amalfikysten
  • Direkte fly til Napoli t/r fra København
  • Ophold på charmerende hotel i Ravello
  • I alt 5 vandredage, hvoraf 3 er af middel sværhedsgrad, og 2 er middel til hårde
  • Natursmukke vandringer - blandt andet på Gudernes Sti højt oppe over havet
  • Fantastiske lokale frokoster på vandredagene
  • Dansktalende rejseleder

Her kan du læse om vejret på Amalfikysten

Hotel Bonadies i Ravello

På Kulturrejser Europas vandreture på Amalfikysten bor vi på Hotel Bonadies. Hotellet er hyggeligt og ordentligt og drevet af den søde værtsfamilie Carrano, som har drevet hotel siden slutningen af 1800-tallet. Det var i øvrigt her på Hotel Bonadies, at P.S. Krøyer malede sit berømte motiv "Vinstue i Ravello", da han var på bryllupsrejse med Marie Krøyer i 1890.

Hotellet er det ideelle udgangspunkt, da Ravellos små nabobyer ligger i så behagelig afstand, at vi kan starte og slutte på hotellet. En dagstur på vores vandreture er typisk på ca. 8 - 16 km.

Se vores andre rejser til Italien her

Vandring på Gudernes sti

Gudernes Sti er en af de mest legendariske vandreruter i Europa. På denne vandring går vi ad de gamle naturstier i 650 meters højde ad en helt igennem fantastisk rute, der i bogstaveligste forstand snor sig på kanten af verden med panoramaudsigter så skønne, at du ikke tror dine egne øjne.

Generelt er der mange højdemeter og trapper på de naturstier, klippegrund -og asfaltveje, som vi vandrer på, men vi holder løbende pauser, hvor vi fotograferer de fantastiske udsigter, drikker lidt kaffe, spiser lækre lokale frokoster og drikker litervis af kildevand og friskpresset citronsaft. Naturstierne er meget populære vandreture på Amalfikysten, og der er spændende udfordringer på ture som Torre dello Ziro, Mølledalen, Atrani og Pontone.

Turen fra Pogerola til Scala gennem bjergene er også en oplevelse helt ud over det sædvanlige, og den sætter et smukt punktum på denne uforglemmelige vandreferie på Amalfikysten.

Læs her vores guide til, hvordan du bedst forbereder din vandreferie.

Sværhedsgrad på vandringerne

På vandreturene på rejsen til Amalfikysten er sværhedsgraden middel på 3 ud af de 5 vandredage. Her kan alle i normal, god fysisk form deltage. På 2 ud af de 5 vandredage er sværhedsgraden middel til hårde, hvor vi går ad mange trapper og lange stigninger i bjergene. Her kræves, at du er i god fysisk form. Vi vandrer omkring 8-16 km om dagen i et varieret terræn, med og uden trapper.

Kort dagsprogram for Kulinariske vandringer:

Dag 1: Ankomst og kørsel til Ravello
Dag 2: Vandring i Ravello, Torre dello Ziro og Scala (M,F)
Dag 3: Vandring til Mølledalen, Amalfi og Atrani (M,F)
Dag 4: Vandring til Refugio Santa Maria dei Monti (M,F)
Dag 5: Fridag til egne oplevelser (M)
Dag 6: Vandring ad Gudernes sti. Sejltur fra Positano til Amalfi (M,F)
Dag 7: Vandring gennem bjergene til Pogerola (M,F)
Dag 8: Hjemrejse (M)

M = Morgenmad, F = Frokost

Vi tager forbehold for, at der kan forekomme ændringer i rækkefølgen på dagsprogrammet grundet forskellige lokale forhold, ikke mindst vejret.

Mandag - fredag: kl. 10:00 - 15:00
Lør-Søn/helligdage: Lukket

Dagsprogram

Dag 1: Ankomst. Til Ravello 

Efter ankomst til Napoli går turen med bus mod syd. Vi passerer vulkanen Vesuv, der ikke blot var en særdeles aktiv medspiller i de romerske byer Pompejis og Herculanums liv og død i år 79, men spiller stadig - som en af de farligste vulkaner i verden - en stor rolle i den lokale dagligdag. Vi kører langs Napolibugten og kan skimte øerne Ischia og Capri, inden vi når Ravello og Hotel Bonadies, som skal være vores hjem og faste base den næste uge. Om eftermiddagen, efter indtjekningen, går vi en orienterende bytur i P. S. Krøyers fodspor.

Dag 2: Torre dello Ziro og Scala (M,F)

Så er det blevet tid til at snøre vandreskoene for første gang. Vi lægger ud med at gå ned ad mange trapper, til vi når kastanjeskoven, hvorfra vi krydser over Dragedalen og går på asfaltvej til bjergbyen, Pontone. 

Vi fortsætter mod Torre dello Ziro, som består af et par små forsvarstårne, der ligger på det forbjerg, der adskiller Atrani og Amalfi. Udsigten er helt fantastisk, og man glemmer hurtigt de mange trapper, som det har krævet at komme derud. Vi returnerer til Pontone og drikker evt. en kop kaffe eller et glas friskpresset citronsaft, inden vandrer ad trapper op til den lille by Minuta, hvorfra der er en smuk udsigt over byerne Pontone, Atrani og Amalfi. Vi går forbi de lokales køkkenhaver, små vinmarker og citronlunde, og vi kommer forbi de imponerende ruiner af San Eustrachio klostret. 

Fra Minuta går vi på asfaltvej til Scala by, hvor Raffaele og hans forældre venter med en herlig frokost på Domkirkepladsen. Vi har god tid, så vi kan vælge at besøge San Lorenzos kirke efter frokosten, inden vi går videre. Hvis benene er blevet for trætte, kan du vælge at afkorte turen og gå tilbage til Ravello ad landevejen på egen hånd, det tager ca. 15 minutter. 

Fra Scala fortsætter vi op til bydelen Campidoglio, hvor vi kan beundre den fantastiske udsigt mod Ravello, Scala, Dragedalen og det smukke Middelhav. Vi går gennem Santa Catarina og baglandet i bjergene bag Ravello. Nu er vi rigtigt kommet på landet og du kan glæde dig til at møde autentiske landejendomme og øvrig herlig lokalkolorit. Vi når Ravello og vores hotel ad bagvejen via Lacco. 


Billede: Først udsigt fra Ravello udover Amalfikysten - senere et glas friskpresset citronsaft.

Dagens vandring er ca. 8-9 km. Strækningnen er kuperet med mange trapper og hårdt underlag. Højdemeter ca. 200 meter op og  200 m ned. Sværhedsgrad: Middel.

Dag 3: Vandring til Mølledalen, Amalfi og Atrani (M,F)

Fra Hotel Bonadies går vi til Pontone via Scala og Minuta og holder kaffepause på kirkepladsen og Bar Blu, hvor vi sikkert allerede har fået status af stamgæster. Vi lader op inden den smukke tur ind gennem Mølledalen "Valle dei Mulini" og ned til Amalfi. På vej gennem Pontone kan vi nyde de spændende kig ned mod Amalfi by og havet og beundre et lille miniature-dukkelandskab, som fortæller historien om livet på disse kanter. Vi fortsætter gennem de små marker og den fredede skov ind i selve Mølledalen. Vi holder pause ved ruinerne af den gamle akvædukt og kan her betragte den første af de tidligere vandmøller, der har givet dalen sit navn. Undervejs er der god mulighed for at møde en gedeflok med deres hyrde samt nogle af de mange arbejdsheste. Vi går helt ind i bunden af dalen, og hvis nogen er friske, er der mulighed for et hurtigt dyp i de mange badebassiner som er opstået i forbindelse med de små vandfald.

I Amalfi er der mulighed for at besøge papirmuseet og se, hvordan de fremstillede håndlavet papir i gamle dage, hvor der var 14 aktive møller i alt. Det håndlavede papir var tidligere en stor eksportvare, og det fremstilles stadig i Amalfis sidste papirmølle, som ejes af familien Amatruda, og det kan købes i flere af byens butikker eller på selve museet. Der er også mulighed for at besøge byens imponerende domkirke og de gamle skibsbygningshaller. 

Vi går videre til Atrani, én af de fineste små byer på hele Amalfikysten og Italiens mindste kommune med blot 950 indbyggere. Den er udnævnt til en af de smukkeste landsbyer i Italien ”I Borghi piu belli d’Italia”, hvilket er en virkelig hæder, da titlen ikke kan søges. Atrani er stort set ukendt af de mange turister, der ellers kommer på Amalfikysten. Det skyldes at byen, som er nærmeste nabo til selve Amalfi, ligger under kystvejen, som passerer på en bro hen over husene, stranden og torvepladsen. Den lille centrale torveplads fungerer som byens dagligstue, og man føler næsten, at man er med i en film, når man træder ind på den lille plads. Byen har flere restauranter, og vi skal naturligvis også spise frokost i denne lille perle. Det gør vi hos de to brødre Roberto og Massimo på kystens bedste fiskerestaurant, som også har en anbefaling i den berømte Michelin-guide. Vi vandrer tilbage til Ravello sidst på eftermiddagen.

Dagens vandring er ca. 10-11 km, som kan afkortes til ca. 5 km, hvis du tager lokalbussen (ca. 1,40 Euro pr. person) hjem fra Atrani til Ravello efter frokosten. Terræn er blandet og med mange trapper, især på vej tilbage til Ravello. Højdemeter ialt ca. 365 m. Sværhedsgrad: Middel.

Dag 4: Vandring til Refugio Santa Maria dei Monti (M,F)

Dagens vandring er hård, men er det hele værd. Vi skal på bjergvandring med en opstigning på ca. 700 m (max 32%) og en nedstigning på ca. 700 m (max 41%). Vi går ad asfaltvej og trapper fra Ravello til Scala og Campidoglio, indtil vi når starten af stien, CA 351A. Stien starter med en lang trappe, og naturen undervejs er fantastisk. Hvis ikke trapperne gør dig forpustet, gør udsigten!

Vi går gennem kastanjeskoven, forbi små gårde, lokale vinmarker og Punta delle Castagne, der ligger 715 m over havet. Vi forlader skoven og går endnu højerere op. Amalfikysten og Middelhavet ligger langt under os, og turen byder på dramatiske klippefald mod havet, åbne bjergterræner og storslåede udsigter.

Efter en hård men uforglemmelig vandring, når vi til Refugio Santa Maria dei Monti. Refugiet og den tilhørende kirke er fra omkring år 1600 og er i dag restaureret til et ganske særligt B&B/vandrehjem, beliggende mere end 1.000 m over havet. Ved ankomst holder vi en velfortjent pause og nyder en god, rustik frokost. Efter frokosten begynder vi vores nedstigning via stien CA 353. Vi skal ca. 700 højdemeter ned over en strækning på ca. 4 km, til vi når Santa Caterina og herefter videre til Ravello. 

Dagens vandring er ca. 11 km, højdemeter ca. 700 m op og ca. 700 m ned. Det er vigtigt at tage de gode vandrestøvler på i dag, terrænet er ikke til vandresandaler. Sværhedsgrad: Hård. 

Dag 5: Fridag til egne oplevelser (M)

Efter flere dages vandring op og ned, er der nok nogen, hvis benmuskler vil have godt af en velfortjent fridag til almindelig afslapning og andre former for oplevelser. 

Et forslag vil være at kigge nærmere på Ravellos nyere arkitektoniske perle, nemlig arkitekten Oscar Niemeyers auditorium. Gå via domkirkepladsen ud mod byens yderste pynt, hvor du undervejs passerer det gamle San Francesco-kloster, hvor Krøyer malede ”Klostergang i Ravello” i 1890 under sin bryllupsrejse med Marie Krøyer. Målet er Villa Cimbrone, der dels fungerer som femstjernet hotel, men mest er kendt for at have det mest imponerende udsigtspunkt i Ravello, ja måske på hele Amalfikysten.

Den store terrasse ”Terrazzo dell’Infinito” – uendelighedens terrasse - er også Ravellos absolutte yderpunkt, og her taber selv den mest forhærdede både næse og mund. Den amerikanske forfatter Gore Vidal, som boede i Ravello i en menneskealder beskrev synet som ”den smukkeste udsigt i verden” – og de fleste vil give ham ret. Giv dig tid til at nyde parken og den fantastiske udsigt. 

Vil du ud af byen, kommer rejselederen gerne med tips og ideer til, hvad du kan opleve. 

Dag 6: Gudernes sti. Sejltur Positano til Amalfi (M,F)

I dag sætter vi vores lid til vejrguderne, for vi skal vandre på Amalfikystens mest berømte, men også mest befærdede rute – Gudernes sti.


Billede: Vandring på Gudernes sti.

Den klassiske rute begynder i byen Bomerano, som ligger 650 meter over havet. Vi kører dertil og kan nå en kop kaffe og en nybagt cornetto på byens torv, inden vi for alvor strammer snørebåndene, fylder vandflaskerne og begiver os ud på denne guddommeligt smukke vandresti. Vi går i bogstavelig forstand på kanten af verden, og første gang vi får øje på kystbyen Positano, som er dagens mål, er man ved at tabe både næse og mund. Vi holder naturligvis mange fotostop undervejs, og efter ca. tre timers vandring og klatring er vi fremme i den lille by Nocelle.

Her kan vi få fyldt vandflaskerne, og efter en kort pause fortsætter vi endnu en times tid ad asfaltvejen til nabolandsbyen, Montepertuso, hvor vi skal spise frokost. Efter en god og velfortjent pause fortsætter vi turen ned mod Positano, og efter godt en times vandring er vi fremme i den henrivende by med de mange pastelfarvede huse. Vi tager båden hjem til Amalfi, og undervejs kan vi så sidde og gætte på, hvor helt præcist det var, vi vandrede på tværs over alle bjergene. Vi når Amalfi efter ca. en halv times sejlads og kan så tage stilling til, om der er kræfter til at fortsætte op ad bjerget til Ravello, eller om bussen vil være at foretrække. 

Dagens vandring er ca. 12 km i bjergterræn, asfalt og trapper. Højdemeter ca 150 m op og ca. 350 m ned. Sværhedsgrad: Middel.

Dag 7: Vandring til Pogerola (M,F)

Sidste dag byder på endnu en fantastisk tur med imponerende udsigter, hvor vi går på naturstier hele vejen fra Minuta til Pogerola. Vi går stort set den samme strækning, som da vi gik gennem Mølledalen, bare 300-500 meter højere oppe. Vi går fra Ravello til Scala og Minuta, hvorfra vi tager de mange trapper op til niveau. Det første stræk ind til vandfaldene tager ca. en time. Efter et kort stop, hvor der er mulighed for at fylde vandflaskerne op i det iskolde vandløb, tager vi den sidste strækning til Pogerola, som varer et par timer og er den mest udfordrende. 

Vi spiser en velfortjent frokost hos Domenico på en af de lokale restauranter, hvorfra vi har en fantastisk udsigt mod Minuta, Pontone og Ravello. Derefter går turen ned til Amalfi gennem skoven, et stræk på ca. en time, og for de, der har lyst, går vi tilbage til Ravello, men man er også velkommen til at tage bussen.

Dagens vandring er ca. 16 km og kan forkortes til ca. 12 km, hvis man tager bussen hjem. Højdemeter ca. 550 m op og ca. 300 m ned. Dog kun ca. 200 m op, hvis du tager bussen hjem. Sværhedsgrad: Hård. 

Dag 8: Hjemrejse (M)

Det er blevet tid til at sige farvel til Amalfikysten efter en uge med oplevelser af en helt anden karakter end de, som områdets andre turister kan tage med sig hjem. Vi har slidt skosålerne, vi har drukket litervis af vand, vi har svedt og vi har kæmpet - både med os selv og de ømme muskler. Men vi har fået nogle helt uforglemmelige oplevelser, og vi har virkelig gjort os fortjent til alle de gode måltider undervejs.

 

Kort

Kort over vandrerejsen på Amalfkysten

 

Vejret

Hold dig ajour med vejret på din rejse

Se den aktuelle vejrudsigt i Ravello på dmi.dk her

Gennemsnitstemperatur over rejsen Kulinariske vandringer på Amalfikysten

Praktiske oplysninger

Praktiske oplysninger vedr. vandringerne

Alle vandreruter er middel i sværhedsgrad. Der kræves ingen vandreerfaring, men almindelig god fysisk form og balance for at få størst muligt fornøjelse ud af vandringerne.   Vi bor i bjergene 350 meter over havet, og går op og ned mindst én gang om dagen. Det vil være muligt at tage bussen retur fra kysten til Ravello på nogle af dagene, hvis du vil afkorte ruten. Terrænet er kuperet og består af rigtig mange trapper (ca. 1600 trin på 350 højdemeter), naturstier i bjerge og kløfter samt en smule asfaltvej. 


Som udgangspunkt er vi på tur hele dagen, og en dagstape er ca. 10-15 km. I fugleflugtslinie er der som regel blot et par km mellem de byer, vi besøger, men da der oftest er en bjergkløft eller to imellem, kan det være svært at måle de reelle afstande. Vi holder mange pauser undervejs, ikke mindst i forbindelse med de indlagte frokoster ligesom der naturligvis også er tid til at fotografere. 

Medbring:
• Vandresko eller -støvler
• Praktisk tøj (inkl. regnjakke),  tøj til varme og lidt køligere forhold (lag-på-lag)
• Dagtursrygsæk
• Drikkevarer og snack til vandreturen
• Solcreme og evt solhat/kasket 
• Evt. vandrestav

Du kan evt. søge gode råd om udstyr i en friflufts- eller sportsbutik.
 

Afgange og priser

AfrejseAfrejsestedRejseFra pris
12/4 - 19/4Se rejsetider KøbenhavnKulinariske vandringer på Amalfikysten12.495,-Bestil
3/5 - 10/5Se rejsetider KøbenhavnKulinariske vandringer på Amalfikysten
Hotel Bonadies
12.995,-Bestil

Rejsens pris inkluderer:

  • Direkte fly fra København/Aalborg til Napoli t/r
  • Syv nætter på 4* Hotel Bonadies i Ravello
  • Morgenmad og fem frokoster
  • Transport og vandreture ifølge program
  • Dansktalende vandreguide

Rejsens pris inkluderer ikke:

  • Dobbeltværelse til én person, fra kr. 1.695
  • Dobbeltværelse til én person med balkon og havudsigt, fra kr. 2.595
  • Dobbeltværelse med havudsigt, fra kr. 495 pr. person
  • Dobbeltværelse med balkon og bjergudsigt, fra kr. 695 pr. person
  • Dobbeltværelse med balkon og havudsigt, fra kr. 895 pr. person
  • Entréer ud over de nævnte
  • Rejse- og afbestillingforsikring
  • Byskat i Ravello, op til 4 euro pr. person pr. dag afhængig af rejseperiode
  • Administrationsgebyr, kr. 95 pr. person

Hotel

Hotel Bonadies med pool og fantastisk udsigt

Hotel Bonadies, Ravello

Overnatning Dag 1 - 8

Hotel Bonadies - Hotel Bonadies er et af Ravellos ældste familieejede hoteller. Det åbnede allerede i år 1880 under navnet Locanda Bonadies, hvor det var et kombineret spisehus og udskænkningssted. N...

Se andre populære rejser her