Dag 1: Ankomst til Nice og velkomstmiddag på hotellet i Cannes (A)
Vi rejser fra Danmark. Ved ankomst i lufthavnen i Nice bliver vi mødt af vores rejseleder, og sammen tager vi til vores firestjernede hotel i Cannes til check-in og middag.
Billede: Nice i solnedgangen.
Dag 2: Nice med markedsbesøg og havnepromenaden, byvandring i Cannes om aftenen (M,A)
I dag tager vi til fantastiske Nice. På vores byrundtur viser rejselederen os kvartererne i den gamle bydel, og vores vandring blandt de farverige facader fra 1500- og 1600-tallet er som en tidsrejse tilbage i historien. Vi beundrer udsmykkede barokkirker, som ikke findes andre steder i Frankrig, og dufter os frem til det store mad- og blomstermarked. Mellem markedsboderne lærer vi mere om lokale delikatesser fra både Italien og Frankrig. Vi spiser frokost på egen hånd, og at lede efter en restaurant i Nice er ren fornøjelse. Der er masser af hyggelige caféer og restauranter, og på menuerne kan du vælge og vrage mellem retter fra det franske og italienske køkken.
Billede: En af Nice's mange farvestrålende gader i den gamle bydel.
Med fuldt opladede batterier besøger vi herefter slotsbakken, hvor ruinerne af Middelhavets mest truede fort findes. Oppe på toppen af bakken står vi 92 meter over havets overflade, og herfra kan vi se ud over den gamle bydel i Nice og Englebugten. Langs stranden løber den berømte Promenade des Anglais, som blev bygget af englænderne i det 18. århundrede. Fra promenaden har vi en fantastisk udsigt over havet og de luksuriøse både, der ligger til kaj i havnen.
Efter besøget i Nice vender vi tilbage til Cannes, som bestemt også er værd at udforske nærmere, hvilket vi gør under en aftentur. Cannes betragtes som et af de mest elegante feriesteder langs Rivieraen og har gjort sig bemærket i hele verden, primært takket være den internationale filmfestival. Vi orienterer os i Cannes og går ud på den palmedryssede La Croissette-promenade, der adskiller den turkise bugt fra de store, velrenommerede hoteller. Bløde sandstrande, livlige lystbådehavne og afslappende strandbarer og -caféer skaber en fuldstændig fortryllende atmosfære, som er svær at løsrive sig fra.
Dag 3: Grasse via Le Pré du Lac til Gourdon og byvandring i Saint-Paul de Vence (M,A)
I dag retter vi blikket mod Grasse – byen, som hele verden forbinder med berømte parfumer. Chanel, Dior og Rochas er nogle af de mange store navne i branchen, som har Grasse at takke for deres dufte. Ud over parfumeindustrien er Grasse en arkitektonisk meget smuk by med middelalderhusene, bispepaladset og katedralen. Det er også i Grasse, at romanen Parfumen, skrevet af Patrick Süskind, udspiller sig.
Vi besøger en parfumefabrikken Fragonard, der er en af de største fabrikker i byen, og får en guidet rundvisning, inden vi fortsætter til middelalderlandsbyen Gourdon, der ligger på en klippe, 780 meter over havets overflade. Engang tjente Gourdon som skjulested for de flygtninge, der forsøgte at undslippe saracenerne, da de invaderede landet. Vi kører vejen via Le Pré du Lac, og når vi rammer Gourdon, har vi frit udsyn i alle retninger – også over den 80 kilometer lange kyst.
Billede: Byen Gourdon - hvilende på sin klippe.
Under dagens udflugt stopper vi også ved Le Pont du Loup, hvor vi blandt andet finder resterne af den gamle bro, der blev ødelagt under Anden Verdenskrig og her findes der også tid til at spise frokost.
Hen på eftermiddagen ankommer vi til Saint-Paul de Vence, vores sidste stop på udflugten. Vi udforsker de gamle gågader, der rummer både historie og kulturarv. Da Saint-Paul de Vence er en gammel befæstet by, vil vi se flere stenhuse, volde og romantiske springvand. Byens mange kunstgallerier tiltrækker kunstnere fra hele verden.
Billede: Historiske gader i Saint-Paul de Vence.
Som sædvanlig spiser vi middag på vores hotel i Cannes efter en begivenhedsrig dag.
Dag 4: Italienske Sanremo og Dolceacqua (M,A)
I dag skal vi krydse grænsen fra Frankrig til Italien og opdage byerne Sanremo og Dolceacqua. Sanremo er en ægte italiensk Riviera-by - malerisk og almindeligt kendt som hjemsted for mange kongelige og aristokrater. Byen er også kendt for sin traditionelle og store blomstermesse, hvor unikke blomster præsenteres hvert år. Sanremo er fuld af gamle bygninger, slotte og paladser, og lad os ikke glemme Alfred Nobels villa, hvor han tilbragte sine sidste år. For dem, der ønsker at lære mere om Alfred Nobel, er der mulighed for at besøge hans hus i løbet af dagen. Vi går rundt i det historiske centrum og udforsker stedets historie, mens vi slentrer gennem smalle, snoede gader fulde af charme. I Sanremo er der også tid til at nyde en italiensk frokost på egen hånd, inden rejsen går videre.
Bild: Trädgården i Nobelvillan i Sanremo
Efter frokost går vi til middelalderlandsbyen Dolceacqua. Det er landsbyen, der stjal Claude Monets hjerte, og som vi kan takke for mange af hans udødelige kunstværker. Vi vandrer langs Dolceaquas gader og beundrer de fine, farverige huse, der er overalt i landsbyen, mens vi nyder den italienske, afslappede atmosfære, der hersker her. Herefter går turen tilbage til Cannes.
Dag 5: Saint-Tropez og vingårdsbesøg på Château de Saint Martin (M,A)
Dagens udflugt tager os til den glamourøse og ikoniske kystby Saint-Tropez, som i århundreder har tiltrukket socialites såvel som jetsettere og kultur- og kunstinteresserede. Blandt pastelfarvede huse og solbeskinnede udendørs terrasser finder vi ind i den gamle bydel, hvor bittesmå gyder løber på kryds og tværs mellem de små, dejlige pladser. Vi finder igen vej ud til den verdensberømte lystbådehavn, hvorfra vi kan nyde udsigten over den glitrende bugt med Maurerbjergene hvilende i horisonten.
Billede: Luksusyachter i Saint-Tropez.
Vi spiser frokost på egen hånd i Saint-Tropez, og herefter har vi en utrolig smuk kørestrækning foran os. Langs Routes des Arcs holder de høje bjerge os med selskab, og vi kan glæde os over, at vi har en god chauffør bag rattet, så vi kan fokusere fuldt ud på landskabet omkring os. I hjertet af Provence ligger Var-regionen, hjemsted for de ældste vinmarker i hele Frankrig. I løbet af eftermiddagen vil vi udforske en af disse uforlignelige vinmarker i Château de Saint Martin med sine smukke egenskaber og smage den lokale vin produceret på gårdene.
Efter en dag med mange nye kulturelle højdepunkter vender vi tilbage til vores hotel i Cannes, hvor vi spiser middag.
Dag 6: Fridag i Cannes (M)
Dagen er fri til egne aktiviteter. Du kan slentre rundt i den gamle bydel blandt middelalderkvarterer og hyggelige gader. Her er der fyldt med butikker, caféer og restauranter. Når du er i den gamle bydel, skal du huske at besøge det berømte klokketårn, Tourdu Suquet, der er en af de mest karakteristiske bygninger i byen. Vinduesshopping på La Croisette Boulevard i de eksklusive butikker er et must, og det er ikke til at undgå at blive imponeret af de luksuriøse både i havnen. Lige bag boulevarden ligger Rue d'Antibes, en elegant shoppinggade i en lidt anden prisklasse. Cannes har dejlige strande, spændende museer og utrolige restauranter, så mulighederne er mange. Spørg gerne rejselederen om gode råd og tips.
Billede: Stranden i Cannes.
Dag 7: Østkysten med besøg i Èze Village og Monaco (M,A)
Forleden tog vi vestpå, og i dag tager vi på eventyr i modsat retning op ad østkysten. Første punkt på dagens program er Èze Village, som regnes for en af de smukkeste landsbyer på Den Franske Riviera. Beliggende på en stejl bjergtop, 1.400 meter over havets overflade, har landsbyen historisk set været i en strategisk position til at spotte de pirater, der plyndrede området – et evigt og uløseligt problem engang. I dag kan vi takke landsbyens højde for en utrolig udsigt over Middelhavet og kystlandsbyerne.
Da al trafik er lukket i den historiske by, når vi byens centrum til fods. Under vores gåtur op ad bakken retter vi blikket mod ruinerne af det 900 år gamle slot og kirke, som vi finder på toppen. Snart fører vejen os ind i den gamle bys smalle gader, og vi kan nu beundre resterne tæt på. Der er ingen mangel på gader og stræder at udforske, og i hvert hjørne gemmer sig maleriske huse med tilhørende haver. I dag er kun få huse beboede, da mange af dem er omdannet til butikker, restauranter og kunstgallerier.
Billede: Smukke Èze Village og udsigt over Middelhavet.
Fra den ene yndige landsby til den anden fortsætter vi dagen med at besøge et helt nyt land, nemlig Monaco. Rejsen til fyrstedømmet er i sandhed et uforglemmeligt syn med al den smukke natur og kyststrækninger, der omgiver os. Monaco er forbundet med elegance og flair og blev styret af den samme familie i over 700 år. Vi tager til det mest berømte distrikt, Monte Carlo, og under vores gåtur passerer vi Oceanographic Museum, der er indrettet i en malerisk bygning designet af Fyrst Albert I. Vi nyder alt det grønne, mens vi går gennem Jardins de Saint-Martin og stopper udenfor den romanske katedral fra det 19. århundrede, hvor Monacos fyrster hviler under jorden. Vi runder byvandringen af ved Monacos mest berømte vartegn: Monte Carlo-kasinoet. Kasinobygningen er designet i belle époque-stil af Charles Garnier, og de fabelagtige udsmykninger på facaden tiltrækker selv dem, der ikke har nogen interesse i selve kasinospillet. Inden vi vender tilbage til Cannes, har du tid til på egen hånd at lære Monte Carlos mange butikker, caféer og pladser at kende.
Billede: Havnen i Monaco.
Vi spiser rejsens sidste middag sammen på vores hotel i Cannes.
Dag 8: Hjemrejse fra Cannes (M)
Efter morgenmaden tager vi tilbage til lufthavnen i Nice for at flyve retur til Danmark.