Skip to main content

Sri Lanka for livsnydere

Junglelodge, elefanter, UNESCO verdenskultur og gyldne sandstrande

Rejs med til Sri Lanka på denne rejse skræddersyet til livsnyderen. Vi begynder med at bo på en stemningsfuld ecolodge dybt inde i junglen, hvorfra der er mulighed for udflugter til nogle af Sri Lankas største seværdigheder. Dernæst flytter vi til et dejligt strandhotel helt nede ved Sri Lankas sydspids, Mirissa, hvor vi finder hvaler og Galle Fort. Vi begynder rejsen med en magisk oplevelse på Elephant Walk, hvor vi kommer helt tæt på de blide kæmper, og fortsætter med et fascinerende indblik i Ceylon-teens verden med besøg på en teplantage.

Der bliver selvfølgelig også tid til at slappe af; både i de naturskønne omgivelser ved Arangala Forest Lodge og ved Mirissas gyldne strande. Slap af ved poolen, nyd en spabehandling, eller lad solen og havet omslutte dig.

Undervejs på rejsen kan du tilvælge ekstraudflugter, der giver et endnu større indblik i den lokale kultur og natur. På Sigiriya-løveklippen og i Tandens Tempel i Kandy når vi ind til hjertet af Sri Lankas kulturarv og mærker tydeligt historiens vingesus. De eventyrlystne har mulighed for at udforske de majestætiske Knuckles-bjerge. Her er det naturens skønhed, der er i fokus, når vi stiller skarpt på dramatiske vandfald og fantastiske udsigter. Og i Galle kan vi opleve kolonial arkitektur og hyggelige gader.

Denne rejse til Sri Lanka er en vidunderlig mulighed for at opleve alt det, øen har at byde på, samtidig med at du får ro til at nyde livet.


Højdepunkter på rejsen:

  • Elephant Walk i Kegalle
    Kom helt tæt på de majestætiske elefanter, når vi besøger dem i deres naturlige habitat og får muligheden for at fodre dem og gå en tur med dem.

  • Sigiriya-løveklippen og landsbybesøg (tilkøb fra junglelodge)
    Sigiriya, der også er kendt som Løveklippen, er et arkæologisk vidunder. Et klippefort bygget på en 200 meter høj klippe over junglen – med en indgangsport vogtet af enorme løvepoter.

  • Kandy med Tandens Tempel og skovtur (tilkøb fra junglelodge)
    Et af Sri Lankas helligste buddhistiske templer, der rummer et stykke af Buddhas hjørnetand og er en smuk arkitektonisk oplevelse.

  • Nalanda Gedige
    Sri Lankas mytiske og mystiske geografiske centrum.

  • Ridee Viharaya
    Udforsk Sølvtemplet, et af Sri Lankas ældste fungerende buddhistiske templer med en fascinerende historie.

  • Jeeptur i Knuckles-bjergene (tilkøb fra junglelodge)
    Besøg det fantastiske naturområde, der er kendt for sin skønhed og biodiversitet, og oplev vandfald og dramatiske udsigter.

  • Mirissas gyldne sandstrande
    Nyd de gyldne sandstrande og Det Indiske Ocean, hvor du kan slappe heeeelt af og fordøje de mange indtryk fra en begivenhedsrig og uforglemmelig rejse.

  • Galle Fort og te med lokal familie (tilkøb fra Mirissa)
    Tag med på en gåtur gennem det historiske fort, der er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, og oplev den koloniale arkitektur og de charmerende gader. Vi drikker også te hos en lokal familie.

  • Hvalsafari (tilkøb fra Mirissa)
    Spot hvaler langs Sri Lankas kyst – chancen for at se blåhvaler, brydeshvaler, kaskelothvaler og måske endda spækhuggere er store, da de er hyppige gæster her.

Kort dagsprogram for rejsen:

Dag 1: Afrejse
Dag 2: Ankomst. Kørsel til junglelodgen i Matale, Elephant Walk og besøg på teplantage (F,A)
Dag 3: Tid på egen hånd og besøg ved Nalanda Gedige og Wadiya. Mulighed for tilkøb af halvdagsudflugt til Sigiriya (M,F,A)
Dag 4: Fridag eller tilkøb af heldagsudflugt til Kandy (M,F,A)
Dag 5: Fridag eller tilkøb af heldagsudflugt til Knuckles-bjergene. BBQ-middag med toddy-smagning (M,F,A)
Dag 6: Besøg Ridee Viharaya, ankomst Mirissa (M,F,A)
Dag 7: Fridag på strandresortet eller tilkøb af heldagsudflugt til Galle Fort (M,A)
Dag 8: Fridag på strandresortet eller tilkøb af hvalsafari halvdagsudflugt (M,A)
Dag 9: Fridag og afskedsmiddag (M,A)
Dag 10: Sightseeing i Colombo, high tea og hjemrejse (M,F,A)
Dag 11: Hjemkomst

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Middag

Der tages forbehold for, at der kan blive ændret i rækkefølgen på de enkelte elementer i dagsprogrammet grundet lokale forhold.

Mandag - fredag: kl. 10:00 - 15:00
Lør-Søn/helligdage: Lukket

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse 

Det er tid til at sætte kursen mod Sri Lanka. Vi stiger ombord på flyet og glæder os til i morgen, hvor vi ankommer til Colombo.

Dag 2: Ankomst. Kørsel til junglelodgen i Matale, Elephant Walk og besøg på teplantage (F,A)

Velkommen til Sri Lanka! Vores rejse begynder med et varmt "Ayubowan" ved Colombo Lufthavn, hvor vi bliver budt velkommen med smukke blomsterkranse. Tonen er sat for et uforglemmeligt eventyr!

Vi sætter kurs mod Matale, og på vejen venter den første af mange fantastiske oplevelser: Elephant Walk i Kegalle. Forestil dig at have din egen "kæleelefant", som du kan gå tur med, fodre og endda bade med i en nærliggende flod. Din mahout (elefantpasser) deler sin viden om de majestætiske dyr, og du får rig mulighed for at tage billeder og videoer af din nye, store ven.

Herefter fortsætter vi til en teplantage, hvor vi lærer om den fascinerende proces bag verdens fineste te, Ceylon-te. Oplev, hvordan de friske teblade rulles, tørres og forvandles til den berømte Ceylon-te, der er kendt og elsket verden over.


Billede: Elefanter og teplantage.

Dagen afsluttes med indtjekning på den idylliske Arangala Forest Lodge, der ligger dybt inde i Sri Lankas jungle. Vi bor i trætops-cabanaer, der er omhyggeligt designet til at gå i ét med naturen. Her kan vi slappe af omgivet af frodig natur og glæde os til først en dejlig frokost, og senere middag. Alle måltider er inkluderet på lodgen, fordi det ligger så afsides.


Billede: Arangala Forest Lodge.

Dag 3: Tid på egen hånd og besøg ved Nalanda Gedige og Wadiya. Mulighed for tilkøb af halvdagsudflugt til Sigiriya (M,F,A)

Morgenen og tidlig eftermiddag er fri til at nyde livet og faciliteterne – f.eks. med en forfriskende dukkert i den elegante infinity-pool eller i den stille naturpool.

Alternativt kan du tilkøbe ekstraudflugten til Sigiriya-løveklippen. For at undgå den værste varme tager vi tidligt af sted fra lodgen, og på turen til Sigiriya kan vi nyde vores pakkede morgenmad. Sigiriya, der også er kendt som Løveklippen og verdens 8. vidunder, er en af Sri Lankas mest ikoniske seværdigheder. På denne udflugt bestiger vi det gamle klippefort, som blev opført i det 5. århundrede e.Kr. af kong Kashyapa, der gjorde Sigiriya til sin hovedstad. Fortet er berømt for sin spektakulære beliggenhed på toppen af en relativt ufremkommelig 200 meter høj granitklippe.


Billede: Løveklippen i Sigiriya.

Fortet er kendt for sin avancerede arkitektur og teknologiske innovationer, der var forud for sin tid. Det gælder bl.a. vandhaven med sofistikerede vandingssystemer og de smukke fresker, som pryder klippevæggen. En af de mest bemærkelsesværdige træk ved Sigiriya er Løveporten, der fungerer som indgang til det øvre paladsområde. Her gik besøgende engang gennem en enorm løveskulptur – i dag er dog kun poterne tilbage.

Sigiriya er desuden kendt for Spejlvæggen, en del af klippen, der oprindeligt blev poleret så glat, at kongen kunne spejle sig i den. I dag er væggen dækket af gammel ’graffiti’, der giver indsigt i den daglige kultur og historie fra fortets storhedstid.

Efter besøget på toppen af Løveklippen fortsætter vi til landsbyen Hiriwadunna. Her oplever vi traditionelt srilankansk landsbyliv med en tur gennem frodige rismarker og chena-dyrkninger. Et af besøgets højdepunkter er en afslappet katamarantur på Hiriwadunna-søen. Mens vi glider hen over det rolige vand, omgivet af blomstrende lotusblomster og et rigt fugleliv, kan vi nyde udsigten til den fredfyldte skov, der strækker sig omkring os.

Turen inkluderer også et besøg i et traditionelt hus lavet af fletværk og lermørtel, hvor vi oplever den traditionelle srilankanske måde at lave mad på. Her viser lokale værter os, hvordan man skraber kokosnødder, maler krydderier og tilbereder retter med friske ingredienser fra haven. Hvis du har lyst, er du velkommen til at deltage i madlavningen – og ellers kan du glæde dig til at nyde frugten af andres arbejde, når vi sætter os ved et lækkert hjemmelavet måltid.

Billede: Madlavning i Sri Lanka.

Vores besøg i Hiriwadunna afsluttes med en gåtur gennem chena-markerne, som giver os endnu en mulighed for at få et indblik i det enkle, men rige landsbyliv og for alvor mærke landets kulturelle rødder og landbrugspraksis.

Senere og ud på eftermiddagen, når deltagerne på tilkøbsudflugten til Sigiriya er tilbage igen, går turen til det nærliggende Nalanda Gedige, der ligger i Sri Lankas geografiske centrum. Stedet er både mytisk og mystisk – og hjemsted for resterne af en gammel stupa, en hinduistisk-inspireret stentempelruin – en såkaldt devalaya – og et helligt bo-træ. Det er fascinerende at tænke på, hvordan århundreder gamle civilisationer vidste præcis, hvor midtpunktet af landet lå.

Billede: Nalanda Gedige.

Derefter tager vi til Wadiya, der også ligger tæt på, og som ligger i hjertet af Sri Lankas smukke landskab ved et af de traditionelle landsbyreservoirer. Her bliver vi budt på te og snacks, som vi nyder ved vandet, og vi prøver kræfter med traditionel vævning af kokosblade – en kunstart med dybe rødder i den lokale kultur.

Dag 4: Fridag eller tilkøb af heldagsudflugt til Kandy (M,F,A)

Du kan eventuelt benytte fridagen til at opleve det rige fugleliv ved lodgen med den såkaldte Bird Paradise Experience. Her går man en tur langs en 40 meter lang sti, hvor man kan nyde synet af farverige fugle i deres naturlige omgivelser. Glæd dig til bl.a. at se Eclectus-parakitter, solparakitter og gule kakaduer. 

Alternativt kan du vælge at tage med på ekstraudflugten til Kandy. Vi starter dagen med morgenmad på lodgen, inden turen går mod Kandy. Ved ankomst besøger vi det berømte Tandens Tempel, Dalada Maligawa, der er et af Sri Lankas helligste buddhistiske templer, da det rummer en stump af en hjørnetand, som efter sigende har tilhørt Buddha selv. Tanden er gemt i et smukt skrin, og ifølge legenden blev den smuglet til Sri Lanka i det 4. århundrede, skjult i håret på en indisk prinsesse. Hver dag flokkes tusindvis af pilgrimme ved templet og ønsker at se og tilbede tanden.


Billede:
Templet Dalada Maligawa i Kandy og Bird Paradise Experience på lodgen.

Vi oplever templets smukke arkitektur, bliver klogere på templets historie og ser museet på de øverste etager, hvor vi hører mere om, hvordan kongedømmet var i Sri Lanka før og efter kolonitiden.

Efter besøget nyder vi en buffetfrokost på en lokal restaurant i Kandy. Derefter går vi gennem Udawatta Kele Sanctuary, en frodig, grøn mini-skov, der tidligere kun var tilgængelig for de kongelige. Skoven er kendt for sin rige biodiversitet og fredfyldte stier, der giver en vidunderlig mulighed for at opleve naturen tæt på.

Billede: Udawatta Kele Sanctuary.

Dag 5: Fridag eller tilkøb af heldagsudflugt til Knuckles-bjergene. BBQ-middag med toddy-smagning (M,F,A)

Igen i dag er afsat til afslapning på naturskønne Arangala Forest Lodge. Brug tiden til at nyde resortets mange faciliteter og den ro, som omgiver os, og udnyt muligheden for at koble helt fra og lade op. Uanset om du vælger at slappe af ved poolen, nyde de fredelige omgivelser fra din private cabana, eller blot tage en rolig spadseretur i den frodige natur, er dagen din helt egen.

Alternativt kan du vælge at tage med på ekstraudflugten til Knuckles-bjergene. Efter morgenmad på lodgen begiver vi os i jeeps mod de betagende Knuckles-bjerge og nogle af de mest berømte steder i området, der er anerkendt verden over for sin enestående skønhed og biodiversitet. 


Billede: Knuckles-bjergene og Bambarakiri Ella-vandfald.

På vores udflugt ser vi de spektakulære Bambarakiri Ella-vandfald, hvor vi kan nyde synet og lyden af det brusende vand. Herefter går turen videre til Pitawala Pathana, også kendt som "Mini verdens ende", hvor vi kan nyde den dramatiske udsigt over det omkringliggende landskab.

Sera Ella Falls-vandfaldene er endnu et højdepunkt på turen, kendt for sine smukke kaskader af vand. Vi kan også tage et dyp i floden Thelgamuwa Oya, så husk endelig badetøjet. Herefter tager vi til udsigtspunktet Kalu Ganga og nyder den betagende panoramaudsigt over de frodige, skovklædte omgivelser.

Undervejs spiser vi vores medbragte frokost-madpakke, så vi kan holde energien oppe, mens vi udforsker det naturskønne område. Hav gerne ekstra vand med.

Man bør være i god form til denne udflugt. Man kan godt blive i jeepen, men vil man ud at gå, så kan vandrestierne være glatte, snævre og ujævne. Gode vandresko, lag-på-lag tøj og regntæt jakke i tilfælde af regn anbefales.

Billede: Den elskede srilankanske kokos.

Som en særlig oplevelse kan vi om aftenen glæde os til en lækker BBQ-middag. Her får vi også mulighed for at smage traditionel "toddy" – en traditionel, let alkoholisk drik, der fremstilles ved fermentering af saften fra kokosblomster. Saften tappes fra blomsterne og samles i lerkrukker, der er bundet til toppen af palmerne. Herefter begynder den naturlige fermenteringsproces næsten med det samme, hvilket er med til at give drikken sin karakteristiske, let brusende og syrligt-søde smag. Toddyen er en del af hverdagen i Sri Lanka og bruges ofte i sociale sammenhænge – og i madlavning.

Dag 6: Besøg Ridee Viharaya, ankomst Mirissa (M,F,A)

Efter en dejlig morgenmad begynder vi vores rejse mod den smukke kystby Mirissa. Undervejs stopper vi ved en af Sri Lankas ældste fungerende buddhistiske templer, Ridee Viharaya i Kurunegala.

Ridee Viharaya, Sølvtemplet, stammer fra det 2. århundrede f.Kr., og ifølge legenden fandt en gruppe munke fra området en sølvåre her. Fundet blev betragtet som en guddommelig gave og finansierede opførelsen af Ruwanweli Seya, der er en af de største og mest betydningsfulde buddhistiske stupaer i Sri Lanka. Senere blev Ridee Viharaya-templet opført her for at markere fundet og ære sølvets vigtige rolle i finansieringen af stupaen. Templet har siden modtaget kongelig protektion og er blevet et vigtigt religiøst og historisk sted i Sri Lanka.

Billede: Ruwanweli Seya stupaen og Buddha-statue.

Templet er et fascinerende bekendtskab, der bl.a. byder på den kunstneriske helligdom Waraka Walandu Viharaya, kunstfyldte huler, en storslået Buddha-statue flankeret af fliser med bibelhistorier og indviklede udskæringer af stødtænder.

Vi får en rundvisning og kan bagefter nyde en enkel, vegetarisk frokost på tempelområdet og fordybe os i templets fredfyldte atmosfære.

Herefter fortsætter vi til Mirissa, hvor vi tjekker ind på det dejlige Mandara Resort med en fantastisk havudsigt. Her kan vi de næste dage slappe af ved stranden og nyde resortets faciliteter og den friske havluft. Mirissa er kendt for sin afslappende atmosfære, og man kan vælge at udforske de lokale butikker og caféer eller ’nøjes med’ at nyde solen og havets brusen fra en liggestol.


Billede: Den smukke Mirissa strand.

Vi slutter dagen af med en lækker middag i de fredelige omgivelser.

Dag 7:  Fridag på strandresortet eller tilkøb af heldagsudflugt til Galle Fort (M,A)

Dagen i dag er dedikeret til ren afslapning og nydelse ved kysten. Det er oplagt at nyde alt, hvad Mandara Resort har at tilbyde.

Men hvis du hellere vil opleve noget, kan du vælge at tage med på ekstraudflugten til Galle Fort. Vi begynder dagen med morgenmad på strandhotellet, før turen går hjem til en srilankansk familie i Galle. Her får vi et indblik i det lokale hverdagsliv, når vi møder familien, der bor her, og hører om deres dagligdag, traditioner og tanker om landet.

Efter besøget fortsætter vi til Galle og det historiske Galle Fort, der er på UNESCOs Verdensarvsliste. Galle er en malerisk kystby i det sydvestlige Sri Lanka. Den er kendt for sin historie, der går helt tilbage til antikken, men den blev for alvor præget af kolonitiden, hvor den havde sin storhedstid. Arkitekturen bærer præg af både engelske, portugisiske og hollandske strømninger, og atmosfæren er noget helt særligt, med en perfekt kombination af det traditionelle srilankanske liv og det europæiske.

Galle Fort, der ligger centralt, er et af de bedst bevarede fæstningsværker i Asien og et populært stop for alle, der besøger den sydlige del af Sri Lanka. Fortet blev grundlagt af portugiserne i det 16. århundrede og udvidet af hollænderne i det 17. århundrede. Det er kendt for sine imponerende mure, bastioner og tårne og det virvar af brostensbelagte gader med koloniale bygninger, museer, butikker, caféer og gallerier, man finder inden for murene.


Billede: Galle Fort.

Vi går en dejlig tur langs murene og nyder den smukke udsigt over havet. Her er mange historiske bygninger at udforske, bl.a. den hollandske reformerte kirke, det gamle hollandske hospital og det maritime museum. Vi kan også nyde en kop te eller et måltid på en af de mange hyggelige caféer i byen, shoppe unikke souvenirs eller blot slentre rundt og nyde den historiske charme.

Middagen tilbage på resortet byder på lokale delikatesser og en fredelig atmosfære.

Dag 8:  Fridag på strandresortet eller tilkøb af hvalsafari halvdagsudflugt (M,A)

For de morgenfriske er der mulighed for at tilkøbe en ekstraudflugt i form af en hvalsafari. Her venter en helt særlig oplevelse, når vi tidligt om morgenen står til søs. Havet er typisk roligt i de tidlige morgentimer, så det er let at få øje på hvalerne i overfladen.

Ofte er det første, man ser, vandsprøjtet fra hvalens næsebor ovenpå hovedet. Herefter bryder ryggen med den lille rygfinne fri af vandskorpen, inden hvalen dykker med halen højt hævet. Både blåhvaler, brydeshvaler, kaskelothvaler og sågar spækhuggere ses ofte langs denne kyst. Det samme gør en række mindre hvaler samt flokke af delfiner, der springer legesygt i vandoverfladen.

Billede: Hvalsafari.

Der er naturligvis aldrig 100 pct. garanti for at se hvaler. Men havet ud for Sri Lanka er så rigt på hvaler i vinterhalvåret, at de ses på ca. 90 pct. af turene. Så chancerne er rigtig gode. Efter tre til fire timer til søs lægger vi atter til land, hvorefter resten af dagen er til fri disposition. Der er redningsveste til alle om bord på båden.

Dag 9:  Fridag og afskedsmiddag (M,A)

Det er blevet den sidste dag i Mirissa, som du kan bruge på at nyde kystens fredfyldte atmosfære, mens du suger de sidste indtryk af den vidunderlige destination til dig.

Til aften er der en hyggelig afskedsmiddag på resortet, hvor vi sammen kan genopleve de mange eventyr, vi har samlet i løbet af vores rejse. Det er den perfekte afslutning på en fredfyldt dag. Og efterhånden som solen går ned over Mirissas kyst, siger vi farvel til denne perle af en destination – næsten helt klar til at rejse hjem med fantastiske minder i bagagen.

Dag 10: Sightseeing i Colombo, high tea og hjemrejse (M,F,A)

Det er blevet vores sidste dag i smukke Sri Lanka, og før vi begiver os mod Colombo og videre hjem, har du morgenen til fri afbenyttelse i Mirissa. Nyd en afslappende morgenmad og den sidste tid ved kysten, mens du indsnuser de sidste indtryk.Dernæst tjekker vi ud og sætter kurs mod Colombo. På vejen har vi tid til at reflektere over de utallige oplevelser, vi har haft i løbet af de sidste dage.

Ved ankomst til Colombo venter en spændende sightseeing-tur gennem byen. Her besøger vi nogle af byens mest ikoniske steder, herunder Independence Square, Viharamahadevi parken, det livlige Pettah marked og det fredfyldte Seemamalakaya tempel. Vi nyder også udsigten over Lotus Tower og Beira søen og får lidt frisk luft på en gåtur langs Galle Face Green. Har du brug for lidt sidste øjebliks-shopping, er der gode indkøbsmuligheder i Colombo.


Billede: Colombo og high tea.

Før vi forlader byen, skal vi forkæles med frokost i form af high tea – en britisk tradition med te og lækre søde og salte anretninger. Herefter kører vi til lufthavnen, hvor vores vidunderlige rejse i Sri Lanka slutter.

Dag 11: Hjemkomst

Med bagagen fuld af souvenirs og sindet fyldt med minder, ankommer vi til Danmark efter en begivenhedsrig rundrejse i Sri Lanka.

Kort

Vejret

Hold dig ajour med vejret på din rejse

Se den aktuelle vejrudsigt i Colombo på dmi.dk.

Praktiske oplysninger

Pas og visum
Dit pas skal være gyldigt i mindst seks måneder fra ankomstdatoen til Sri Lanka og have mindst to blanke sider til viseringen. Der er krav om turistvisum til Sri Lanka.

Visum skal ansøges og betales via www.eta.gov.lk og koster USD 50 pr. person. Det er vigtigt, at visum ansøges og betales hjemmefra. Der kan tidligst ansøges om visum 90 dage før afrejse. Undervejs i visumansøgningen vil du blive bedt om adressen på det første hotel, du skal bo på i Sri Lanka. Her kan du skrive:

Arangala Forest Lodge
Arangala Waththa, Naula 21090.

Valuta
Valutaen i Sri Lanka hedder srilankansk rupee (LKR).
Det kan bedst betale sig at veksle til den lokale valuta, når du er i Sri Lanka. Der findes vekselkontorer og hæveautomater i både lufthavne og byer. Det er også muligt at hæve kontanter med Visa og Mastercard.
Kreditkort (særligt Visa og Mastercard) kan bruges som betaling på hotellerne og visse restauranter. Der er kontantautomater i de større byer, som man kan hæve penge fra.

Vaccination
Vi anbefaler altid at søge vejledning hos egen læge, når det gælder rådgivning omkring vaccinationer.

Forsikring
Det gule og blå sygesikringsbevis gælder ikke på denne rejse. Det er en betingelse fra Kulturrejser Europas side, at deltagerne har en gyldig rejseforsikring, for at kunne rejse med til Sri Lanka. Du kan ved bestilling af rejsen hos Kulturrejser Europa tilkøbe såvel rejse- som afbestillingsforsikring via vores samarbejdspartner Gouda Rejseforsikring. 

El
Sri Lanka har ligesom Danmark 220 volt vekselstrøm. Stiktyperne varierer meget. De fleste steder vil du kunne bruge de danske to-ben-stik, dog nogle gange under lidt alternative forhold. Alternativt vil en adapter nogle gange kunne lånes/lejes i receptionen på hotellerne. Vi anbefaler dog, at du medbringer et adaptersæt, der har flere typer stik at vælge imellem.
Wi-fi fungerer fint på Sri Lanka, og der er tilgængelighed på hotellerne.

Drikkepenge
Det er kutyme at give drikkepenge på restauranter, samt til vores chauffør og lokale guider. På vores rejser til Sri Lanka er drikkepenge til lokalguide og chauffør inkluderet i rejsens pris. 

Fysisk formåen
Rejsen til Sri Lanka er ikke strabadserende som helhed, men der er lange udflugtsdage og aktiviteter, som kræver normal fysisk form for at få det fulde udbytte. Rejsen egner sig ikke til gangbesværede.

Tidsforskel
I vinterperioden er tidsforskellen i forhold til Danmark +4½ time.

Måltider på rejsen
Der er inkluderet morgenmad og aftensmad alle dage, samt frokost nogle dage. Andre gange vil der være mulighed for at indtage fælles frokost under udflugtsdagene, hvis det ønskes. Det er både velsmagende og økonomisk overkommeligt at spise ude i Sri Lanka – særligt til frokost. En klassisk lokal frokostret består ofte af ris og curry med forskellige tilbehør som linser (dhal), grøntsager, sambal og evt. kylling eller fisk.

På en lokal restaurant eller "rice & curry"-sted koster en solid frokost typisk mellem 300 og 800 LKR (ca. 7–18 DKK).

På hoteller eller mere turistvenlige restauranter ligger prisen som regel mellem 800 og 1.500 LKR (ca. 18–35 DKK) for en hovedret.

En frisk kokosnød, juice eller sodavand koster ofte kun et par kroner ekstra.

Maden er krydret, smagfuld og lavet fra bunden – og mange steder er frokosten dagens vigtigste måltid. Man får altså både en kulturel oplevelse og et velsmagende måltid for meget få penge.

Afgange og priser

AfrejseAfrejsestedRejseFra pris
17/11 - 26/11Se rejsetider KøbenhavnSri Lanka for livsnydere19.495,-Bestil

Rejsens pris inkluderer:

  • Fly København – Colombo med flyskifte i Doha t/r
  • 4 nætter på 3-stjernet junglelodge og 4 nætter på 4-stjernet strandhotel
  • 8 x morgenmad, 5 x frokost + 1 high tea, 8 x aftensmad
  • Alle transporter som nævnt i programmet
  • Alle udflugter og entréer som nævnt i programmet
  • Dansktalende rejseleder
  • Engelsktalende lokalguide
  • Drikkepenge til lokalguide og chauffør

Rejsens pris inkluderer ikke:

  • Enkeltværelsestillæg fra kr. 3.995, - 
  • Visum til Sri Lanka USD 50,-
  • Ekstraudflugter:
    Sigiriya-løveklippen og landsbybesøg kr. 795,-
    Kandy med Tandens Tempel og skovtur kr. 695,-
    Jeeptur i Knuckles-bjergene kr. 795,-
    Galle Fort og te med lokal familie kr. 395,-
    - Hvalsafari i Mirissa kr. 645,-
  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Administrationsgebyr, kr. 95 pr. person

Hotel

Arangala Forest Lodge

Arangala Forest Lodge

Arangala Forest Lodge 3* - Lige i hjertet af Sri Lankas frodige Arangala-bjergområde nær Naula ligger Arangala Forest Lodge – et fantastisk øko-tilflugtssted, der går i ét med naturen. Her emmer af r...
Mandara Resort

Mandara Resort

Mandara Resort 4* - Mandara Resort ligger som en oase lige ud til stranden i Mirissa ved Sri Lankas sydvestkyst. Resortet kombinerer moderne komfort med klassisk elegance og tilbyder smukt indrettede...