REJSER TIL SYDAFRIKA
Sydafrika ligger på sydspidsen af det afrikanske kontinent og er et land fyldt med kontraster og skønhed, lige fra byliv til safari.
Landet er kendt for sin komplekse historie, hvor apartheid, der delte befolkningen indtil starten af 1990’erne, har spillet en stor rolle. I dag kaldes Sydafrika også for "Regnbuenationen," der er et symbol på forsoning og enhed under demokratisk ledelse.
Derudover er en rig kulturarv, varierede landskaber og vinproduktion også noget af det, der er særegent for det smukke land. Vinentusiaster vil elske regionerne Stellenbosch og Franschhoek, hvor man kan smage prisvindende vine og besøge hyggelige vingårde. Og den rige kulturarv, der spænder fra traditionelle Zulu-ceremonier til moderne kunst i f.eks. Johannesburg, vil begejstre de fleste. Der er også meget at lave for både strandelskere og eventyrere – landet byder nemlig på en kystlinje, der strækker sig over 2.500 km, og her er flere bjerge, man kan bestige – bl.a. Taffelbjerget i Cape Town, hvorfra der er en storslået udsigt over byen.
Og så har vi slet ikke nævnt dyrelivet, som er et kapitel for sig. Sydafrika har flere nationalparker, og holder du øjnene åbne, har du måske held til at spotte de ikoniske Big Five.